Velkommen til Fitnessforeningen P-dellen

Sommer 2020:

Fitnessforeningen P-dellen:
Vigtig information om genåbning

 

Kære P-deller og P-duller.

Vi åbner igen og beder jer alle om at efterleve de følgende regler for at undgå Corona i P-dellen. Eftersom P-dellen ikke altid er bemandet, er det op til DIG at følge reglerne:

 Der må MAX være 12 personer i P-dellen ad gangen. Er der flere til stede, er du nødt til at vente udenfor eller komme tilbage senere.

 Vi tager hensyn til hinanden således, at hvis der er ventende motionister udenfor, så gør man sin træning færdig og forlader P-dellen.

 Mød gerne op omklædt, og bemærk at bruserummet er midlertidigt lukket. 

 Hold afstand i P-dellen inkl. omklædningsrummet - 2 meter - og respektér afmærkningerne.  

 P-dellen sørger for ekstra rengøring i denne tid - men du SKAL rense alle træningsredskaber før og efter brug. Sprit hænder af når du går ind i P-dellen - og brug sprayflasker med sprit på vægte og stænger før og efter, du har brugt dem. Bruger du træningsmaskiner, så tør alle kontaktflader af før og efter brug med rensemiddel i de grønne sprayflasker. 

 Tag din egen træningsmåtte (og håndklæde) med, hvis du har brug for det - P-dellens er pakket væk.

 LUFT ud mens du træner - og HUSK at lukke døre og vinduer, hvis der ikke er andre, når du forlader P-dellen.

 Vi gør opmærksom på, at det er BORTVISNINGSGRUND ikke at efterleve reglerne.

 Og selvfølgelig - det giver sig selv: Lad være med at møde op i P-dellen, hvis du ikke er topfrisk eller har mistanke om at kunne være smittet.

Pas på dig selv, dine nærmeste og alle andre i P-dellen. 

 

De bedste ønsker for din træning
fra P-dellens frivillige og Bestyrelse


I 2014 åbnede vi dørene for vores Fitnessforening i Lundby, og vi har siden glædet os over den store opbakning og interesse for at dyrke fitness. Flere hundrede lokale bruger jævnligt P-dellen, og vi har holdtræning for seniorer og børn/unge (P-kids og P-teens).

P-dellen er et forenings-fitnesscenter, hvilket vil sige, at vores medlemmer ikke kun er medlemmer af et fitnesscenter men også i en forening, hvor alle instruktører og hjælpere er frivillige og ulønnede. Som forenings-fitnesscenter er det et krav, at vores medlemmer skal have instruktion i maskiner og brug af P-dellen, inden man kan komme i gang med træning.  

P-dellen er for alle, og har fokus på helt almindelige motionister, som ønsker at holde sig i form, få mere energi, styrke kredsløb, muskulatur og led. Der er loft på, hvor tunge vægte vi har, og vi er selvfølgelig medlem af DGI og Antidopingdanmark, samt støttet af DGI´s projekt Foreningsfitness.

Hvordan tilmelder man sig, og hvad sker der her efter:

1. Tilmeld dig ved at udfylde tilmeldingsformularen.

2. Vent til en instruktør ringer til dig for at aftale tid til en instruktionstime. Der kan være en del ventetid, så vi beder om tålmodighed.

3. Efter instruktion bliver du oprettet som bruger i vores adgangssystem, og du kan på den måde lukke dig ind i P-dellen alle dage fra klokken 05 til 24 via din mobiltelefon.

Vi glæder os til at se dig i P-dellen.

-----------------------------------------------------------------------------------

LAG Vordingborg har indstillet projektet til støtte med 335.000 kr., som gennem Landdistriktsprogrammet 2007 – 2013 er modtaget fra Naturerhverv under LAG – støtteordningen om ”attraktive levevilkår i landdistrikterne” 

Tryk på Banner for mere info
 
 
P-dellen | Sværdborgvej 3, 4750 Lundby - Danmark